De perfekte sunde muffins – og opskriften på hjemmelavet kokosmel

Jeg er egentlig ikke kæmpe fan af sunde kager. Synes der er noget forkert i at promovere det budskab, at man kan leve af kager og samtidig være supersund. Problemet er især det, at kagerne tager plads fra alt det, man OGSÅ kunne spise. Men livet skal jo ikke være lutter gulerødder og grønkål. Og jeg kan godt lide at spise kager indimellem, især hvis de ikke får mig skudt direkte over på sofaen, som tilfældet desværre er når jeg spiser en masse sukker og hvidt mel. Jo mindre jeg spiser af det til hverdag, jo mere påvirker det mig, når det så endelig sker. Min krop har så at sige paraderne nede… eller også er jeg bare ved at blive lidt gammel og slidt i det. I hvert fald er jeg begyndt at holde af at have noget rart at byde både mig selv, mine gæster og ikke mindst mine børn, når trangen til søde sager melder sig.

Jeg har aldrig i mine år som madskribent haft en opskrift, jeg har arbejdet så meget med som disse muffins. De findes i utallige variationer i mine små bøger og noter og såmænd også i diverse magasiner efterhånden. Opskriften nedenfor er fra Alt for damerne – find hele artiklen med flere sunde kager her. Jeg laver dem aldrig 100% på samme måde, men efterhånden er jeg dog nået frem til en smag og konsistens, jeg virkelig godt kan lide. Mine børn synes de er perfekte, naboens børn mener de ikke er helt søde nok. Hvis man er vant til at spise en del sukker, skal man nok lige skrue lidt op for honningen. Men her er de så: Mine perfekte sunde muffins stoppet med naturlige ingredienser, man bliver glad og sund af. Hvis man ikke lever af det til hverdag i hvert fald…

Sunde muffins med banan, kokos, hørfrø og mørk chokolade. Foto: Line Thit Klein

Sunde muffins med banan, kokos, hørfrø og mørk chokolade. Foto: Line Thit Klein

Bananmuffins med kokos, hørfrø og  mørk chokolade

Det er alfa og omega for disse muffins at du bruger en virkelig god chokolade både til fyld og glasur. Der er sukker i chokolade men også en lang række sundhedsfordele. Blandt andet indeholder mørk chokolade med høj kakaoprocent magnesium, som er en kraftig antioxidant. I den gode chokolade finder man også livsforlængende fenoler samt stoffer med indvirkning på hjernens produktion af serotonin, som igen kan hæve humøret. Så der er masser af gode grunde til at bruge lidt ekstra penge på en kvalitetschokolade, som her kommer i masser af sundt selskab med blandt andet hørfrø, honning og kokos.

Til 12 store/36 små muffins

125 g smør

80 g honning

100 g kokosmel (gerne hjemmelavet*)

100 g valnødder

100 g hørfrø

3 bananer

1 citron, saft og skal

1 appelsin, saft og skal

100 g svesker, udstenede

2 spsk. kanel

1 spsk. tørret, stødt ingefær (kan udelades)

2 tsk. natron

2 æg

100 g god mørk chokolade 70%, hakket

12 store eller 36 små muffin-forme

Til pynt:

50 g god mørk chokolade 70%

4 spsk. frisk revet kokos eller kokosmel

Tænd ovnen på 160 grader.

Smelt smør og honning. Blend kokosmel, valnødder og hørfrø til en grov mel i en blender, kaffekværn eller food processor. Du kan også hakke ingredienser helt fint med en skarp kniv. Hæld ’melet’ op i en skål. Blend nu bananerne sammen med citron- og appelsinsaft og –skal samt svesker. Bland det hele sammen og tilsæt kanel, ingefær, natron og æg. Rør godt. Vend til sidst chokoladen i.

Fordel dejen i muffinformene og bag i 20-35 min. afhængig af størrelsen. Tjek med en lille kniv eller en strikkepind om kagerne er færdigbagte. Hvis der ikke hænger dej ved, når en skarp genstand stikkes ned i kagerne, er de klar.

Pynt: Smelt chokoladen over vandbad. Smør den ud over de færdige muffins og drys frisk revet kokos eller kokosmel over. Lad chokoladen stivne før kagerne spises.

*Sådan laver du hjemmelavet kokosmel af friske kokosnødder

Har du en food processor eller blender er det nemt at lave hjemmelavet kokosmel og samtidig får du den lækreste kokosmælk du kan bruge til smoothies og thaimad.

Gør sådan her: Find en ren, aflagt nylonstrømpe frem (vigtigt den har været vasket) og klip en sok af ved knæet. Tag skallen af kokosnødden ved at give den et gok med en hammer (men den brune hinde rundt om nødden må godt blive siddende). Skær kokosnødden i mindre stykker og kom dem op i en blender eller food processor. Blend til kokosnødden har samme konsistens som kokosmel. Tilsæt ½ l koldt vand og lad det blende med lidt. Hæld kokosvandet gennem nylonstrømpen og over i en skål. Pres al væden ud af kokosmelet med hænderne. Nu er der så fint, tørt kokosmel tilbage i strømpen mens den fineste lækre mælk er tilbage i skålen. Brug kokosmelet ligesom det du køber.

Sundhedstip: Kokosnødder er ligesom andre nødder en rigtig god kilde til sundt fedt og kostfibre. Kokosnødder mætter længe, fremmer fordøjelsen og har en god indvirkning på blodsukkeret. Spiser man kokosnødder eller andre fedtholdige nødder sammen med sukker – eller som her honning – påvirkes blodsukkeret langsommere end det ellers ville gøre.

Advertisements

7 thoughts on “De perfekte sunde muffins – og opskriften på hjemmelavet kokosmel

  1. Hvem er det lige der siger at man skal “leve” af kager og samtidig være supersund? 🙂 Og hvem siger man ikke bare kan være sund og ikke supersund 😉 Nu er jeg helt sikkert dybt dybt biased, men hvis de kager man ellers laver, indeholder gode råvarer, har en fordelagtig energifordeling (dvs ikke et tårnhøjt indhold af kulhydrater, ingen protein og intet sundt fedt, som almindelige kager og rigtig mange raw-food kager og andre dadel-ting) og ikke er rene kaloriebomber – så er er absolut ingen grund til at man ikke kan spise det som en del af en sund kost 🙂

  2. Morten jeg er som udgangspunkt enig med dig og holder rigtig meget af at spise noget, jeg ved der er masser af næring i. Problemet er, som jeg fremhæver i indledningen, at kagerne nemt kan optage appetit, man ellers ville have brugt på at spise endnu sundere ting. Man får nemt lige vel meget af de samme råvarer (nødder, tørret frugt etc.), hvis kagerne udgør en stor del af den daglige kost. Jeg tror på at det er vigtigt at spise en hel masse forskellige ting – så tæt på naturen som muligt.

    Og så er mine kager her jo heller ikke sundere, end at blodsukkeret lige får et lidt for stort boost, hvilket jo heller ikke er langtidsholdbart hvis det sker hver dag…

    • Min pointe var også at netop kager med en masse nødder, dadler, honning, tørret frugt osv, jo i bund og grund ofte er fyldt med en god del sukker (fruktose er stadig sukker) og ret energitætte. Men der findes jo altså alternativer til dette, som gør at man ikke bruger 2/4 del af sit daglige kalorieindtag/energibehov, på at spise et stykke kage – og desuden undgår en masse sukker. Så afhænger det så blot om hvor fanatisk man er omkring tanken med maden skal være så ‘tæt på naturen som muligt’, og hvad der ellers er moderne lige nu. Jeg tror på, at det er vigtigt at se mad som mad, men erkende at noget skal vi spise mere af end andet og noget skal vi spise mere ofte end andet, i stedet for at være besat af tanken om at ekskludere mad på baggrund af arbitrære normer om hvad der er “sundt”. For mig er er disse nye sundhedstrends, eksempelvis palæo, blevet ekskluderingsdiæter, hvor man fravælger en lang række fødevarer og får en næsten religiøst forhold til denne tilgag og kan blive arrig eller angst over at skulle konfronteres med fødebarer der ikke passer ind i dette paradigme. Dét synes jeg ikke er sundhed 🙂 Det mentale aspekt skal, efter min mening, også harmonere med det fysiske, hvis der skal være tale om sundhed i en bredere forstand.

      Derudover så kan ovenstående kager sagtens spise i moderation dagligt, hvis man skulle have lyst. Er resten af ens kost funderet på gode og sunde vaner, såsom “hele fødevarer”, masser af grønstager, godt kød og nogle sunde fedtkilder, så betyder en muffin altså ingenting. Det er de 80/90% af kosten, der betyder noget, ikke de sidste 10% – og det er her jeg ser folk bliver helt fanatiske og har et alt for stort fokus på, at det hele skal være indenfor rammerne af en eller anden madreligion. Er der plads til en muffin og kosten ellers ser fornuftig ud – så spis den muffin og vær glad 🙂

  3. Jeg tror slet ikke vi er langt fra hinanden Morten. Det vigtigste man kan gøre for sin sundhed er i princippet at være glad og fylde sit liv med nydelse – af den langtidsholdbare slags. Men mad er ikke bare mad i min optik, vi skal ikke bare finde den rette balance af makronæringsstoffer men derimod have helt vildt mange forskellige mikronæringsstoffer fra alle mulige forskellige kilder for at dække os ind sundhedsmæssigt. Netop det sørger skiftende sæsoner og en høj grad af biodiversitet for. Heldigvis giver netop den kæmpe variation af råvarer også uendelige kilder til nydelse og overraskelse. Det er min ‘religion’ (og jeg tror så ikke vi er helt enige om hvad palæo går ud på – den fordanskede version er sandt nok ganske snævertsynet og en vis ‘dem-mod-os’ mentalitet med dertlhørende aggresivitet kan spores – men det er en anden sag).

  4. PS: Min anke går jo netop på når de sunde kager kommer ud over at udgøre 10% af kosten (som du foreslår som et rimeligt niveau, hvilket jeg er enig med) men som nogle af de ekstremt sundhedsbevidste veganerpiger jeg følger på instagram nærmest synes at leve af dadelkugler. Det kan man godt ligesom vel som man kan holde sig levende på ikke-mad á la købekager og MacD. Men det er ikke sundt i mine øjne.

    PPS: Glad for du kan godkende mine kager – jeg laver gerne et gæsteindlæg til dig 🙂

  5. Pingback: Sunde julegodter (næsten) uden sukker | et simpelt liv

  6. Pingback: 15 Surprisingly Delicious Ways to Make Healthy Muffins

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s