Accept.

I dag cyklede jeg hjem i regnen. Himlen over Kalvebod Fælled var ikke almindeligt grå men den der dybt gråblå farve, stålgrå, som jeg er så vild med. Men det så jeg først senere, for da regnen begyndte tænkte jeg ‘shit’ og trak ørerne op om skuldrene. Jeg trådte lidt ekstra hårdt i pedalerne og følte, jeg var nødt til at skynde mig at få overstået de to kilometer, jeg manglede for at være  hjemme. Men hvorfor egentlig? Jeg ville hverken blive mere eller mindre våd af at nå hjem 5 minutter senere. Og gjorde det egentlig noget? Jeg var jo på vej hjem for at skifte til hyggetøj og lave en kop varm te alligevel.

Nej, det var faktisk helt ok. Jeg accepterede regnen, satte farten ned, sænkede skuldrene og løftede blikket. Og det var så der, jeg fik lejlighed til at glæde mig over himlens farve og så, hvor grøn Fælleden er lige nu. Jeg nød resten af min tur hjem, kørte smilende gennem regnen.

“Some people feel the rain, others just get wet,” skulle countrysangeren Roger Miller engang have sagt eller sunget. Det er sandt.

En regnbyge er ikke det eneste, jeg har accepteret på det sidste. Jeg har kæmpet rigtig meget med at forstå konceptet omkring accept, faktisk, men nu er ti-øren endelig begyndt at falde. Lige siden det, jeg troede var min livsdrøm, sank i grus – læs om det her – har jeg kæmpet med at acceptere alt muligt. Temaerne har meget været noget med økonomi og professionelle ambitioner. Og nogle af de ting, faldt endelig i hak for mig i denne uge, godt hjulpet på vej af min dygtige underviser og mentor Kisser Paludan, som for blot et par uger siden på Bali, en paradisø i det indiske ocean, hvor jeg var taget ned for at se lidt ind i mig selv, sagde til mig:

Når du står overfor et problem er der altid kun tre muligheder:

1. Du kan acceptere og blive

2. Du kan acceptere og handle på problemet

3. Du kan acceptere og fjerne dig fra problemet

… men accepten må altid komme først. For med accept er intet problem for stort til ikke at kunne transformeres til den tilfredshed, det giver, bare at være med det, der er. Ikke engang en, voldsom bevares, regnbyge på en cykeltur. Eller for den sags skyld en økonomi, som ligger i ruiner eller et par bristede drømme og uopfyldte ambitioner. For kigger man op med accept kan det godt være, man vil indse, at selvom alting ikke er præcis, som man havde forestillet sig, de skulle være, så kan himlen stadig være stålgrå og livet kan være fuld af hyggetøj, varm te og andet af det, der gør det dejligt. Ofte er det, man har allermest brug for, faktisk lige under næsen på én.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s